Vores golfbane ligger i naturskønne omgivelser med hullerne anlagt i skov, åbent landskab samt langs en ådal. Der er flere søer, som giver ekstra udfordringer sammen med vestenvinden. Vi betragtes som et af Danmarks bedste golfanlæg med 27 flotte og varierende huller samt en udfordrende par-3 bane med 9 huller.
En tidligere landbrugsejendom danner rammen om baneanlægget og klubfacilliterne er indrettet i de tidligere avlsbygninger.
Skoven – Sletten
Golfbanearkitekten Jonathan Gaunt har i samarbejde med arkitekt Michael Traasdahl Møller designet anlægget med de første 18 huller.
Anlægsarbejdet blev påbegyndt i marts 1991 og banen blev officielt åbnet for spil den 8. august 1992.
Skovens 9 huller (par 36) er anlagt i en fyr- og løvplantage med naturlige søer, dog med enkelte huller i mere åbne områder. Der er vand i spil på 3 huller.
Slettens 9 huller (par 36) er anlagt i et åbent og let kuperet areal, men der blev plantet et større antal trægrupper således, at banen i dag fremtræder som en parkbane. Der er vand i spil på 3 huller.
Ådalen
Arkitekt Michael Traasdahl Møller har designet anlægget med 9 huller.
Anlægsarbejdet blev påbegyndt i marts 1999 og banen blev taget i brug i september 2000.
Ådalens 9 huller (par 34) er anlagt i et let kuperet terræn langs Hostrup bæk. Det er den korteste at de 3 baner, men absolut ikke uinteressant at spille – der skal spilles præcist ellers er der problemer med vandhazzarder eller OOB.
De 27 huller spilles som 3 forskellige baner med hver deres karakteristika:
Skoven – Sletten (par 72)
Sletten – Ådalen (par 70)
Ådalen – Skoven (par 70)
Det betyder, at når der turnes fra for-9 til bag-9 skal der flettes ind mellem starttiderne
(starttider minuttal 00 – 15 – 30 og 45 og flettetider minuttal 07 – 22 – 37 og 52).
Der kan reserveres starttider, men ikke flettetider.
I efteråret 2019 blev der sat gang i et større anlægsarbejde – etablering af en sø på Sletten 9. Det blev afsluttet først på sommeren 2020 med et usædvanligt flot resultat.